Schlösser lænede sig tilbage i sit sæde og lod hans borddame komme til, den unge pige havde han samlet op ved parlamentets have. Hendes spinkle hånd knyttede sig forsigtigt, ringene der fuldførte to fingre og hang om rødderne på de andre, fik det til at gyse i ham.
Egelandh rettede på sine briller og justerede på sin borddames greb. "Ikke så hurtigt," messede han og hun satte tempoet ned. "Vil der være meget vildmarksliv?"
"Bestemt," svarede Schlösser og koncentrerede sig om at holde igen. For enden af bordet havdde
Nabukiyev fritaget sig selv for samtalen, hovedet lænet tilbage og fjernt summende. "Det er jo etableringen af Europa på ny, tæmmelsen af.... ugh...." han bed sig i læben og tillod sin borddame en pause til vand og mad.
"Det er anden gang," svarede Lykke, mens hans grinede slesk. "Problemer?"
"Ingenlunde," Schlösser rømmede sig. "Men se på hende."
"Det gør jeg," svarede Egelandh og nikkede mod Schlössers borddame. "Med største fornøjelse. Men tilbage til det her med vildmarken. Ser I, mine herrer, jeg er jo glad for det naturlige. I ser nok at min veninde her er lige dele ujævn, behåret og lumsk som en bjergtrold."
"Bestemt," svarede bordet, med undtagelse af Nabukiyev, der havde instrueret sin borddame til at gøre sig klar. Hun sad koncentreret og arbejdede, med servietten klar.
"Vil det være som mit shelter oppe mod nord? Ser I, jeg har jo en del erfaring." Egelandh lænede sig bagover.
"På sin vis og dog ikke," Schlösser afbrød sin borddames pause. "Det vil være primitivt. Det minimale."
"Rindende vand? Afløb? Et bibliotek? Verrandaer, hvad med forplejning og ikke mindst adgang til natteliv? Mit shelter er netop udbygget, med toilet, bibliotek og ikke mindst køkken og en lille hybel til assistenterne."
"Hvor primitivt." Lykke lukkede øjnene i dyb koncentration. "Og vin? Vil der være vin?"
"Mine herrer," Schlösser så mod Nabukiyev der var begyndt at hive efter vejret. "Vi vil være som Remulus og Romulus, der bygger det nye rige - det vil ikke være nemt, men ulven vis bryst vi diger ved er vores kollektive kapital og betydning som frelsere af den Europæiske ånd. Det er KUN forventeligt at I ønsker det anerkendt. Så jeg siger, byg hvad i har brug for, men intet mere. For skal vi i sandhed begynde forfra skal vi begynde fra en bund af sten og bygge et imperie."
"Vel talt," Egelandh rømmede sig. "De basale fornødenheder og et sted de kan bo." Han slog ud i en dybfølt latter.
"Til evigheden og det nye rige," sagde Lykke og løftede sit glas. Imens Nabukiyev mumlede, krummede sammen og hans borddame gjorde sit for ikke at sværte det nyrenoverede gulv fra 1300 tallet.
"Og til Nabukiyev, det betaler." Schlösser løftede sit glas og den arme Nabukiyev faldt sammen, i dyb søvn, mens borddame trak i sin kåbe for at hente hans pung til at tømme på ny.
-------------------------
Europas Børn
-------------------------
Ingen kommentarer:
Send en kommentar